De Dragør Vandhunde

For enden gik damerne til venstre og herrerne til højre.
Hos damerne var der liv og glade dage – børn og voksne tumlede sig mellem hinanden i det lille, firkantede bassin, hvor et tykt tov var spændt ud tværs over, så man kunne hænge og sprælle i det.  
Billetprisen var 2 øre, og ville man ind i badehuset, der lå helt ude for enden af broen, måtte man slippe fem øre.  
Engang imellem kunne der opstå panik blandt damerne, som lå nøgne og solede sig, når der pludselig dukkede et mandshoved op af bølgerne.
Det var en nysgerrig badegæst fra herreafdelingen, som ikke kunne modstå et kig. 

Bademesteren, der hed ”Jylle”, kunne godt lide at fortælle historier for badegæsterne om sit lange liv til søs. Han kunne imidlertid ikke svømme, og da man spurgte ham, hvad han ville gøre, hvis der var én der druknede, svarede han, at han ville tage sin jolle og sejle ud for at fiske liget op. 

Dragør Søbad blev drevet af selskabet indtil i 1919, hvor den blev overtaget af en privat ejer, Poul Sander.  
I 1933 var man tvunget til at flytte badeanstalten, fordi et kloakudløb forurenede vandet lige ved siden af den. Kommunen gik ind på at hjælpe økonomisk med at få badeanstalten flyttet til Sydstranden.
Her var imidlertid omtrent samtidig anlagt et stort badeetablissement inde på land, og de to institutioner havde ikke det bedste forhold til hinanden.  

Fra 1949 var badeanstalten kommunal, og blev flyttet til den nuværende placering. Der kom år for år flere og flere badegæster.
I 1962 blev der solgt næsten 3.000 voksenbilletter og knapt 10.000 børnebilletter. Dertil kom en hel del ”dusinbilletter” og sæsonkort.  

Jobbet som bademester var i mange år et ”mand-og-kone”-job og det krævede sin mand (og kvinde).
Den mandlige bademester skulle hjælpe med at sætte badeanstalten op før sæsonen startede og tage den ned igen om efteråret.
Den kvindelige skulle til gengæld passe kommunens varmtvands-badeanstalt på Dragør Skole om vinteren. I sæsonen skulle de to være på badeanstalten i åbningstiden – fra 7 morgen til 20 om aftenen.
Og inden åbningstid skulle badeanstalten være skyllet og rengjort, retiraderne tømt og bassinerne renset for tang. Oveni købet måtte bademestrene selv sørge for at anskaffe en uniform, der bestod af hvid skjorte og hvide benklæder for den mandliges vedkommende, og hvid kittel for den kvindelige.  

Selv om driften af søbadet var en sag for Dragør Kommune, havde den naturligvis mange gæster fra nabokommunen Store Magleby.
Kommunegrænsen gik langs Engvej og Krudttårnsvej, så det var naturligt, at de to kommuner samarbejdede om badeanstalten.
Det var i øvrigt ét af de første samarbejdsområder, de to kommuner imellem.  

Dragør Søbad havde i slutningen af 1960’erne efterhånden en del år på bagen, og forholdene var måske ikke helt tidssvarende længere.
En gruppe unge tog sagen i egen hånd, og samlede underskrifter ind, for at overbevise kommunen om, at en ny badeanstalt var nødvendig.
De foreslog en helt ny badeanstalt, eller – hvis dette ikke var muligt – en ny bro ved Dragør Fort, som man kunne bade fra.
Kommunen tog faktisk ønsket alvorligt, og nedsatte et udvalg til at tage sig af spørgsmålet. Men der gik et par år, inden der skete noget.

I eftersommeren 1971 bad man kommunens arkitekt om et skitseprojekt til en ny badeanstalt.
Først i 1973 var man kommet så langt, så der lå et forslag på bordet.
Ideen var at anlægge nogle pontonbroer på ydersiden af Dragørfortets dækmole.
Alligevel endte det hele med, at projektet ikke blev til noget. Og dog.

I 1982 byggede kommunen det såkaldte ”Stolpebad” ved fortets stenmole, og det var en modificeret udgave af det oprindelige foreslåede.
Til gengæld renoverede kommunen selve badeanstalten, der i vinteren 1972-1973 var blevet stærkt beskadiget.   

I januar 1976 blæste det op til kraftig storm, og den greb fat i Dragør Søbad, som rev sig løs og drev til havs.
Man sagde, at den var røget helt til Sverige. Så galt gik det dog ikke, og en del af overbygningen blæste faktisk den anden vej, og endte inde på land. Men badeanstalten var totalskadet, og kommunen måtte bygge en ny op fra grunden.

Man bad arkitekt Lars Tøgern om at tegne en ny, og han lagde op til et anlæg, der i høj grad lignede det gamle.
Dog med den væsentlige forskel, at herre- og dameafdelingen skulle bytte plads!
Det vakte bestemt ikke jubel hos de faste badegæster, så den gamle ordning – herrerne til højre og damerne til venstre – blev opretholdt. Broen fra land blev gjort 50 meter kortere, så hele anlægget kom til at ligge lidt mere i læ af fortet.

I 1976 blev der på grund af byggearbejdet opsat et skur/rum på molen,der hvor pontonerne er den dag i dag.Der stod både damer og mænd i samme skur/rum og vendte ryggen til hinanden når der blev klædt om – for bades det skulle der.

I 1977 kunne man holde indvielse på det nye Dragør Søbad.  
Hvornår man i Dragør begyndte at bade udenfor sommersæsonen, ved vi ikke. Men i 1940’erne eksisterede der i byen en ”vikingeklub”, med 60-70 medlemmer.
Ca. halvdelen var dog passive medlemmer, hvad der måske betyder, at de ikke gik i vandet?

Klubben lejer sig ind på badeanstalten i vinterhalvåret og må have haft et opvarmet rum.
I hvert fald får klubben leveret brændsel i form af tørv.
Medlemsafgiften er 6 kr. om måneden (i oktober dog kun 4 kr), som nok dækker leje af badeanstalten og opvarmning.  

I februar 1970 tog nogle vinterbadere initiativ til at danne en ny forening for helårsbaderne, som man kaldte sig dengang.
Man fik skrevet vedtægter, indkaldt til et møde, og den 18. januar 1970 var foreningen en realitet.

Hvem der fandt på foreningens navn fortaber sig, men lige fra starten kaldte man sig De Dragør Vandhunde.
Som det første skrev man et brev til kommunalbestyrelsen og gjorde opmærksom på initiativet.
Underskriverne – som udgjorde den første bestyrelse – var Olaf Lund, Henrik West og Gueri Mogensen.
I tidens ånd var det bestemt, at bestyrelsen skulle bestå af medlemmer af begge køn.
 

Baggrunden for, at man dannede foreningen, var klart skrevet ind i vedtægterne.
Der skulle arbejdes for bedre badeforhold, og dannes en fond, der kunne skaffe midler til at bygge f.eks. en sauna på badeanstalten.
Til gengæld fraskrev man sig ansvaret for, om medlemmerne var egnet til vinterbadning, eller for de følger det kunne få, hvis man ikke var! 

I november 1970 satte vandhundenes formand sig igen til skrivemaskinen, for at gøre kommunen opmærksom på vinterbadernes ønsker.
Denne gang gjaldt det belysning på badeanstalten, som ikke var helt ligetil. Der skulle først føres et elkabel ud, og på grund af nærheden til vandet krævedes både afskærmning og HFI-relæ – så dyrt, det blev det.
Men kommunalbestyrelsen gav pengene ud, og sørgede endda for at få ledningen dimensioneret, så der senere kunne tilsluttes en sauna – hvad der også var et hedt ønske hos vandhundene. Man havde kig på en gammel sauna, der stod på Dragør Skole, og som angiveligt ikke havde været brugt i flere år.  

Til næste år (2010) markerer De Dragør Vandhunde deres 40 års jubilæum.
I samarbejde med Lokalarkivet efterlyser de billeder, historier og andet materiale, der kan være med til at fortælle vandhundenes historie.

Har du selv været vandhund, og har du gemt materiale fra klubben, så kontakt Lokalarkivet!